webvoter poll

Hvad synes du om Portugals vindersang?

Kedelig
Smuk

    Se resultat

EUROSONG DK

Exit Eurovision: hvad lærte vi af Kiev?

ESC 2017 - tilbageblik

Eurosong DK ser tilbage på årets Eurovision Song Contest:

Showet

 

Nuvel vi var skam i Ukraine, men det skulle man faktisk minde sig selv om dagligt, for udover "de sjove bogstaver" på vejskiltene var der ikke meget lokalt præg over dét, der foregik i The International Exhibition Center og selve Eurovision Song Contest 2017.

 

EBU havde taget konsekvensen af det kaotiske og langsommelige forløb hos de ukrainske arrangører (hvor flere af de ledende kræfter forlod projektet midtvejs) og havde i stedet hyret toppen af de europæiske tv-folk, der har været hjertet af de senere års shows. Således var der primært svensk, tysk og dansk på det produktionsmæssige indhold, når det gjaldt producer og kameraføring, mens Christer Björkman atter blev hevet ind i 11. time som "Head of Show". Det betød tre shows i absolut verdensklasse, omend det haltede noget med at finde den originale ukrainske indgangsvinkel. Den bestod af tre værter med et manuskript skrevet af englændere - og en lokal "bar røv", da sidste års vinder Jamala gik på. Ak ja...

Vinderen

 

Det virker stadig lidt uvirkeligt: efter mere end 40 år i konkurrencen og masser af skuffelser lykkedes det endelig Portugal at nå helt til tops - og ovenikøbet med en sang, der kunne have deltaget i Grand Prix'ets tidlige år.

 

Portugal lå længe pænt hos bookmakerne, men var aldrig topfavorit før få timer før finalestart. At knække koden for den internationale vinderformular har aldrig været let - ofte gælder det om at være alene i sin genre, at "stikke ud" og "være sig selv". Det lykkedes til fulde for Portugal, hvor flere faktorer kom til at spille ind.

 

Sygdomsramte Salvador Sobral gik sine egne veje i Kiev - han var simpelthen ikke som de andre deltagere. Helt lavmålt sang han søsters sang på modersmålet - mens han som den eneste trådte væk fra scenen og ud blandt publikum i lyshavet. "Amar Pelos Dois" talte til følelserne - var blottet for spas og løjer - og gik lige i hjerterne, selvom ingen forstod teksten. Potentiale for kommende evergreen? Det skal vi nok ikke regne med.

Den danske indsats

 

Danmark nåede akkurat sin målsætning: vi kom i finalen for første gang i tre år. Alligevel er der grund til bekymring, for vi havde absolut INGEN seer-opbakning overhovedet - bortset fra Anjas hjemland Australien. Med hiv og sving klemte vi os i finalen på juryernes nåde - de havde gudskelov opdaget, at vi sendte en stor vokal afsted til Kiev - mens det kneb mere med at sælge selve sangen.

 

Blev vi straffet, fordi vi sang umiddelbart før den portugisiske darling? Måske. Under alle omstændigheder er det tankevækkende, at tv-seerne ville have mere end blot søde smil og stærk vokal - vi druknede simpelthen blandt kvindelig klagesang og formåede endnu engang ikke at skille os ud. Stor ros til Anja - hun havde "star quality" og solgte i dén grad varen under sit ophold i Kiev. Husk det stærke omkvæd næste gang, Anja! Kan 2017-indsatsen opfattes som en succes? Mja en lille én måske - vi fik vendt skuden i den rigtige retning, men målet er stadig langt ude i horisonten.

Værtsbyen

 

Den ukrainske hovedstad Kiev bød os velkommen i strålende solskin og sommerfornemmelser, der varede til midten af uge 2, hvor skyerne og den kolde luft kom til at dominere. Mange fordomme om hæslig østeuropæisk betonbyggeri kunne skydes ned. Nuvel - det så man også, men Kiev har absolut sin charme på sin egen eftertænksomme facon, hvor især midtbyen er fyldt med lige dele skønhed og monomenter fra fx den orange revolution. Vi var kommet til et værtsland i rivende udvikling. Til gengæld er det stadig svært for både unge og ældre at udtrykke sig på engelsk.

 

Sikkerheden var under hele opholdet enorm, hvor politiet og hæren i hobetal stod skulder ved skulder for at passe på de udenlandske gæster. På dét punkt var vi stadig langt væk hjemmefra, selvom man med list og snilde i ny og næ godt kunne lokke et lille smil ud af den undrende lokalbefolkning, der måtte se deres lokalområde blive forvandlet til et europæisk popmekka for en kort stund.

Pressecenteret

 

The International Exhibition Center blev vores hjem i 14 dage, hvor det store pressecenter med plads til mere end 1.500 journalister og fans havde til huse. Rent teknisk var der ikke en finger at sætte på forholdene, hvor der altid var hul igennem til omverdenen. Som det også var tilfældet på show-delen, så bestod den daglige tekniske assistance primært af venlige svenskere - hvilket gjorde det noget nemmere for redaktionen at kommunikere. Den ukrainske indsats bestod hovedsaligt i at lave kaffe, rydde op og holde vagt.

 

Til gengæld var de unge frivillige nøje udvalgt til at servicere med masser af smil og forsøg på at hjælpe, selvom det også her i visse tilfælde kneb med logikken og engelsk-kundskaberne.

 

Tidsplanen blev gennem hele forløbet overholdt nogenlunde, selvom værterne ved de mange pressekonferencer gjorde deres til at forlænge dagene unødigt.

Resultatet

 

Hvor Portugals sejr måske ikke kom som århundredes sensation, så er de fleste nok enige om, at Italien og den dansende gorilla klarede sig noget dårligere end forventet. Kommerciel succes og flest hits på youtube gør det åbenbart ikke alene - blot en 6. plads til støvlelandet stor favoritværdighed til trods.

 

Til gengæld levede de helt unge solister fra Bulgarien og Belgien op til de store forventninger på forhånd - selvom Blanche undervejs virkede famlende nervøs. Svenskerne var (igen-igen) med på den sjove side af scoreboardet, mens også Norge noget overraskende blev belønnet med sit innovative og på mange måder originale "clubbede" udtryk. Endnu mere sensationelt gik Moldovas Epic Sax Guy også rent igennem med retro-rifs og dansetrin fra en anden tid, mens store lande som Tyskland og Spanien atter var helt chanceløse og (selvfølgelig) endte i bunden med amatøragtige sange og solister - skidt! Tilbage i øvelokalet...

Juryer vs. seere?

 

Hvor jury-afstemningen var dejligt uforudsigelig i 2016, så blev den desværre det stik modsatte her i 2017, hvor juryresultaterne afspejlede en del vennetjenester og rystende nabostemmeri, som juryerne netop er sat i verden for at forhindre. Hvordan fem jurymedlemmer fra Cypern fx kan give en tvivlsom græsk vokal topkarakterer er en gåde - lige indtil man finder ud af, at de måske er tilknyttet samme pladeselskab - gaaab for en slem omgang rygklapperi.

 

I Danmark var vi også håbløst forudsigelige og gav Sverige toppoints (ovenikøbet uden fejl af Hilda-dimensioner) - mens det konsekvente fjendskab på juryplan mellem Azerbaijan og Armenien efterhånden bare kan opfattes som en syg joke. Useriøst er det i hvert fald, når det gælder den rent musikalske vurdering.

 

Til gengæld blev en anden fordom dog bekræftet: juryerne belønner i højere grad "ordentlige" solister med sangteknisk talent hos fx. Danmark, Østrig, Holland, Australien og Storbritannien- mens alle disse nationer blev slagtet ude i tv-stuerne. Her vil man ikke bare have noget for ørerne, men også noget for øjnene: Her scorede Rumænien og Moldova fx meget højt med konfettikanoner, saxofoner og højt humør, mens også bidrag som Ungarns sigøjnersang og Kroatiens tenor-forvirring klarede sig væsentligt bedre blandt tv-seerne. Juryerne finder sig ikke i pjat og pjank, men stemmer ikke desto mindre stadig bekymrende taktisk i flere situationer - fx var der ingen points fra den bulgarske jury til nogle af de nærmeste konkurrenter.