EUROSONG DK

Exit Lissabon: Hvad gør vi nu, lille du?

ESC 2018 - tilbageblik

Eurosong DK ser tilbage på årets Eurovision Song Contest:

Showet

 

Egentligt er det temmelig uretfærdigt at visualisere flere timers tv-underholdning med ét billede, som ikke stod i manuskriptet, men ikke desto mindre vil 2018-udgaven blive husket for sceneløberen, der brutalt flåede mikrofonen ud af hånden på britiske SuRie og brølede nazitiske slagord, før han blev flået af scenen. At den blonde sangerinde blot samlede mikrofonen op og fortsatte uden at kræve en ekstra optræden, kan man kun have dyb respekt for.

Sikkerhedsniveauet for fans og journalister er tårnhøjt. Hvordan det alligevel kan lykkedes udefrakommende at tvinge sig adgang til scenen virker bekymrende og uforståeligt.

 

De fire kvindelige værter var mindst to for meget. Hvad skal vi med alle de ansigter, der stort set udfører de samme opgaver - og som vi alligevel aldrig når at få et forhold til, fordi manuskriptet aldrig tillader improvisation eller spontanitet? Kun i Green Room var der antræk til noget ægte og menneskeligt.

Vinderen

 

Det gik i sidste ende som præsten prædkede. Fra dét sekund at det israelske bidrag blev kendt i februar, strøg Netta direkte til tops hos samtlige bookmakere og fastholdt favoritværdigheden stort set under hele forløbet. Selvom cypriotisk hårsvingeri pludselig klemte sig sensationelt forbi kort før finalen, så vandt Israel en forholdsvis sikker sejr.

 

Med årets vindersang "TOY" er vi tilbage i kategorien uptempo og udpræget "shownummer" - efter to år med indadvendte stille sange. Nu fik vi en vindersang, som spillede på de ydre effekter med stram personlighed, vocal-looper og kyllinge-gimmicks. Alt dét som sidste års vinder Salavador Sobral netop foragtede i sin vindertale i Kiev.

 

Men Netta havde simpelthen pakken i år. Den "gode" historie med en klar visuel stil, der skilte sig ud i forhold til konkurrenterne. Ubekymret ramasjang tilsat masser af fest og farver - og så lige tilsat en god portion aktualitet med budskabet, der gik fint i tråd med hele verdens fokus på MeToo-kampagnen - "I'm not your toy, you stupid boy!"

Den danske indsats

 

Set med danske øjne blev det et år med klar pil opad! To målsætninger blev nemlig opfyldt: Vi kom i finalen og endte med en top 10 placering. Rasmussen og drengenes indsats under hele forløbet kan man kun have respekt for. Alt var velovervejet og gennemtænkt - der var simplethen en "modenhed" på det danske hold, som var meget betryggende. At arrangørerne så havde det meget svært med sne og vind i korrekte doser var ikke vikingernes skyld.

 

Danmark tog en chance i år med temapakke og kostumefest - stik modsat Anja sidste år. På det visuelle plan lagde vi denne gang alle kort på bordet. Man viste, hvad man fik - uden at det på nogen måde gik over stregen og blev corny. Alligevel brød juryerne sig ikke om Danmark, men det havde vi faktisk lidt på fornemmelsen. Tankevækkende er det dog, at vikingerne skabte stor uenighed mellem juryer og tv-seere. Fuldstændig det samme som med Anja - bare med omvendt fortegn. Lad os finde det bedste hver især fra de seneste to danske indslag til næste år...

Værtsbyen

 

Portugals hovedstad Lissabon levede op til de på forhånd høje forventninger rent vejrmæssigt og bidrog med masser af høj solskin i store perioder af opholdet - og det til trods for, at redaktionen her primært brugte tiden på at sidde indendøre og kigge på tv-skærme.

 

Vi havde hørt meget positivt om byen før afrejsen, men det kom til at holde stik: Charmerende og smalle gader, der bugtede sig op og ned i det sydeuropæiske landskab. Gammeldags arkitektur og sporvogne i bybilledet - meget utraditionelt for en storby.

 

Altice Arena var en fremragende venue tæt på vandet, og som visuelt levede flot op til årets slogan "All Aboard". Det var et søfarts-arrangement...og det blev det!

Forholdene for pressen

 

Arenaen var på forhånd klar, men alt andet omkring måtte opstilles til lejligheden. Det betød en mindre lejrskole med telte, der bragte flashbacks til Oslo og København, hvor teltduge og gyngende gulv også skabte grobund for en solid omgang søsyge.

 

Pressecenteret var småt og indelukket, men det gode vejr indbød heldigvis til frisk luft - man tør ikke tænke på, hvordan forholdene havde været med 14 dages styrtregn...

 

De portugisiske værter havde masser af charme og sydeuropæisk afslappethed til fx tidsplaner, hvor mange pressekonferencer kom i gang med en del forsinkelse. Logistikken omkring interviewzoner var ikke gennemtænkt, hvilket gjorde forholdene svære at bevæge sig rundt i - også set i lyset af, at der var opstillet alt for få skærme, så det var nærmest umuligt at orientere sig om, hvilke lande der befandt sig hvor. Og nå ja... kaffen var sgu heller ikke noget at skrive hjem om! Men bortset fra dét havde vi det vist meget godt ;)

Resultatet

 

Med årets resultat samler interessen sig lige så meget for taberne som for vinderen, hvor stormagten Rusland for første gang nogensinde ikke formåede at kvalificere sig til finalen. Julia Samaylova i kørestolen var allerede året forinden blevet genstand for politisk spekulation, men formåede ikke at ramme mange toner rigtigt i Lissabon og røg ud med et brag - til stor fortrydelse i den russiske lejr. 2018-resultatet var dog et kærkommen bevis på, at man ikke kan slippe afsted med hvad som helst, hvor også Rumænien mistede deres status som 100 % finaleland.

 

På den positive front må vi nævne en lykkelig tysk delegation, som betragtede deres samlede 4. plads som mere end end sejr. Tyskland har i flere år haft det ualmindeligt vanskeligt, men nu vendte Michaels personlige og rørende sang det hele rundt - og dét var fortjent! Vi må også anerkende Cyperns sexede lange stænger i "Fuego" og fejende flotte resultat - deres bedste nogensinde.

Juryer vs. seere?

 

Juryernes opgave i Eurovision er jo at vurdere andre aspekter, end hvad folk hjemme i stuerne måske lægger mærke til, og det blev 2018 et skarpt eksempel på. Diagrammet til venstre illustrerer forholdet mellem landenes points fra de to grupper. Størst uenighed var der på bidragene fra Ukraine, Danmark, Italien og Tjekkiet, som alle fik store stryg hos juryerne, men alligevel blev belønnet for klare visuelle udtryk af seerne.

 

Helt modsat befandt lande som Østrig og især Sverige sig, hvor Benjamin Ingrosso ganske sensationelt blev fjerdesidst hos seerne - efter kæmperos fra juryerne. Der er altså alligevel grænser for den europæiske glæde for svenske sange i Eurovision, og det må vække en smule bekymring hos Christer Björkman & Co., selvom en samlet 7. plads selvfølgelig stadig er et flot resultat.

 

Østrigske Cesár var juryernes yndling nummer ét, men fik alligevel scoret sig en flot 3. plads samlet efter en hæderlig pointhøst ude i stuerne.

 

Det var altså så som så med enigheden i årets konkurrence, men er det ikke blot en del af charmen? Vi ses i Israel i 2019...