webvoter poll

Hvad synes du om Portugals vindersang?

Kedelig
Smuk

    Se resultat

EUROSONG DK

Martin Loft bedømmer årets sange til ESC 2017

Hit og skidt i Eurovision? I de kommende uger vil vores faste ekspert Martin Loft tage de 43 deltagende bidrag under kærlig behandling - og med stjerner fra én til seks sortere i årets udbud.

 

Martin Loft vandt som bekendt det danske Melodi Grand Prix i 1996 sammen med Dorthe Andersen - men nåede aldrig videre til Eurovision, fordi Danmark desværre blev frasorteret forinden. Siden har han især bevæget sig indenfor musical-genren, hvor han har haft adskillige store roller gennem årene.

 

I denne første runde ser Martin på de første ni lande fra 1. semifinale.

01. Sverige

 

Robin Bengtsson - I Can't Go On

 

Igen igen igen et usædvanlig velkomponeret, velkoreograferet og velsunget svensk bidrag. Det betaler sig at gøre sig umage! Robin Bengtsson var hele tiden min favorit i Melodifestivalen, og glæden var betydelig, da han vandt hele baduljen. Han kommer til at tage Sverige til en top-position igen igen igen. Never ending story.

02. Georgien

 

Tamara Gachechiladze - Keep The Faith

 

Tamara Gachechiladze leger Beyonce i 3 minutter. Men det lykkes ikke at overbevise mig om, at hun har noget som helst at byde på. Et stort, tomt postulat. Et stykke candyfloss der lynhurtigt svinder ind til absolut ingenting. For at trække den hjem skal man hedde Conchita Wurst.

03. Australien

 

Isaiah -Don't Come Easy

 

Isaiah synger sangen 'Don't Come Easy' med stor overbevisning og karisma. Australien har lænet sig op ad sejrstrofæet de sidste par år med meget vinderværdige sange. Sidste år var det efter min mening dem, der havde feltets stærkeste sang. Isaiah skal nok klare sig godt.

04. Albanien

 

Lindita - World

 

Lindita er uden tvivl en stærk sangsolist. Men hendes vokale udtryk i det høje stemmeleje bliver en smule bastant og unuanceret i løbet af de tre tildelte minutter. Sangen 'World' er heller ikke verdens mest interessante bidrag.

05. Belgien

 

Blanche - City Lights

 

Blanche med 'City Lights' vælger også at gå electro 80'er vejen. Hun har en fængslende dybtliggende stemme, der fungerer godt i genren, men melodien lader noget at ønske. Der sker for lidt i arrangementet, selv om mix og idé som udgangspunkt er ganske udmærket.

06. Montenegro

 

Slavko Kalezić - Space

 

Så svinger Slavko hårpisken som en anden han-djævel fra Montenegro. Igen pauver engelsk udtale (fx ordet 'worry' bliver til 'wary'). Til gengæld er der tale om en små-funky, fodflyttende sag, der ikke kan se sig fri for at låne generøst fra Jamiroquai repertoiret. Egentlig ret effektiv.

07. Finland

 

Norma John - Blackbird

 

Norma John og 'Blackbird' rammer noget universelt med sin drømmende, svævende komposition. Kate Bush og Enya i en meget eksklusiv cocktail. Lyden er sen-70'er præget á la Supertramp (Breakfast in America) og Abba (The Album). Måske en definitiv dark horse, men samtidig en personlig favorit.

08. Azerbaijan

 

Dihaj - Skeletons

 

Dinah performer det 80'er-electro-pop, Robyn-agtige nummer 'Skeletons'. Hun synger godt, men nummeret som sådan tilhører den ordinære kategori. Det mangler dramatisk opbygning og dynamik og får svært ved at komme ud over scenekanten.

09. Portugal

 

Salvador Sobral - Amar Pelos Dois

 

Salvador Sobral og sangen 'Amar Pelos Dois' er uden tvivl en sang, der skiller sig ud. For det første er sangen ikke sunget på engelsk. For det andet er solisten en mand. For det tredje er sangen en 3/4 dels vals med et vuggevise lignende tema. Det er oldschool på en opsigtsvækkende måde, men måske ikke oplagt finale-materiale.

Martin Lofts soundcheck - del 1