EUROSONG DK

Martin Lofts soundcheck - del 1

Martin Loft bedømmer årets sange til ESC 2019

Hit og skidt i Tel Aviv? I de kommende uger vil vores faste ekspert Martin Loft tage de 41 deltagende bidrag i dette års Eurovision under kærlig behandling - og med stjerner fra én til seks sortere i årets udbud.


Martin Loft vandt som bekendt det danske Melodi Grand Prix i 1996 sammen med Dorthe Andersen - men nåede aldrig videre til Eurovision, fordi Danmark desværre blev frasorteret forinden. Siden har han især bevæget sig indenfor musical-genren, hvor han har haft adskillige store roller gennem årene.


I denne omgang ser Martin på de første ni lande fra 1. semifinale:

01. Cypern


Tamta - Replay


Minder mig mest af alt om børne-MGP. Men trods alt en effektiv, moderne popsang der føres sikkert i mål af en rutineret popprinsesse.

02. Montenegro


D Mol - Heaven


Mainstream Balkan-pop med oldschool modulation og et touch af gospel, som er lidt af et tema i år.

03. Finland


Darude feat. Sebastian - Look Away


Endnu en mandlig sang-solist der ser sig selv som rockstjerne med bred benstilling og iklædt sort læder. MOR pop hvor selv Darude (‘Sandstorm’) ikke pynter på projektet.

04. Polen


Tulia - Fire of Love


Tulia pige-kvarttetten lyder som en hybrid af Icona Pop og t.A.T.u. på polsk. Jeg tvivler meget på gennemslagskraften.

05. Slovenien


Zala & Gasper - Sebi


Magisk, stramt programmeret, elektropop. Mageløst og smooth sunget på originalsproget. I Like!

06. Tjekkiet


Lake Malawi - Friend Of A Friend


Tjekkisk indie-pop. Funky, fodflyttende, forfriskende, forårsagtig. Finaleværdig!

07. Ungarn


Joci Pápai - Az én apám


Fuldblods folksy bidrag der spreder genre-viften klædeligt ud. Jeg synes om denne djævelsk dragende melodi, der gør sig godt i munden på Joci Papai.

08. Hviderusland


ZENA - Like It


Zena leverer et rendyrket Robyn rip-off - og forekommer derfor en smule uoriginal. Men (indrømmet) irriterende iørefaldende.

09. Serbien


Nevena Božović - Kruna


Citat: 'Sing out, Louise' (fra musicalen Gypsy). Næsten for meget af det dårlige. Fyrværkeri, knyttet drama-næve og Celine poses.