EUROSONG DK
Det var tæt på midnat i et lille ydmygt tv-studie i Georgien, da landets bidrag til ESC 2016 blev afsløret, og ganske symbolsk kom det til at hedde "Midnight Gold" - du finder sangen nederst på denne side.
Young Georgian Lolitaz
Sangen skal fremføres af gruppen Young Georgian Lolitaz med forsanger Nika Kocharov i spidsen. Det er flere måneder siden, at gruppen blev afsløret som Georgiens repræsentant i Stockholm. Sidenhen blev fem bidrag udvalgt blandt mere end 100 indsendte, hvorefter tv-seerne den seneste uge har haft mulighed for at stemme på kandidaterne. Ikke overraskende blev topscoreren altså "Midnight Gold" - et bidrag, som pladeselskabet bag gruppen selv anbefalede som det bedste. Det endte med et overvældende flertal, selvom en international jury (med bl. a. svenske Christer Björkman) faktisk havde én af de andre sange som favorit.
Mainstream Avantgarde
Nu gælder det så Eurovision Song Contest for det alternative rockband, som har så promenente navne som The Beatles, Nirvana, Beck og Radiohead som musikalske inspirationskilder. I det hele taget bevæger gruppen sig langt væk fra den gængse Grand Prix-lyd og kalder sin egen stil for avantgarde-rock med et snert af en mere mainstream-lyd. Young Georgian Lolitaz har tidligere udgivet tre albums i hjemlandet og drager nu til Berlin i Tyskland for at indspille den endelige version af "Midnight Gold".
Kunstner | Titel | SMS | Jury | Samlet | Placering |
01. Young Georgian Lolitaz | Sugar And Milk | 42 | 14 | 36,60 | 2 |
02. Young Georgian Lolitaz | Midnight Gold | 1310 | 13 | 82,50 | 1 |
03. Young Georgian Lolitaz | Right Of Wrong | 15 | 12 | 30,57 | 3 |
04. Young Georgian Lolitaz | Pain In My Heart | 9 | 11 | 27,84 | 5 |
05. Young Georgian Lolitaz | Weagree | 142 | 10 | 30,42 | 4 |