EUROSONG DK
I denne serie dykker vi ned i de store dagblades avisarkiver. Hvordan så Melodi Grand Prix ud med datidens øjne? Hvilke historier læste vi om - og hvordan var den generelle stemning det pågældende år? Eurosong DK kommenterer på historierne. Denne gang dykker vi ned i Dansk Melodi Grand Prix 1988 - ikke så meget pga. resultatet, men snarere fordi hele tre sange blev diskvalificeret...
Keld og Søren igen Efteråret 1987: Det startede egentlig, som det plejede. I efteråret 1987 skulle Danmarks Radio have udvalgt de 10 sange, som skulle udgøre startfeltet til Dansk Melodi Grand Prix 1988. Denne gang indbød man til en åben konkurrence, og hele 741 bidrag blev indsendt. Flere nye regler blev afgørende for den kommende katastrofe. For en gangs skyld valgte Jørgen de Mylius ikke at være med i udvælgelsesjuryen. Det blev i stedet: * Per Møller Hansen, souschef i DR * Susanne Johansen, journalist på BT * Gunnar Gertsen, revyforfatter * Henrik Krogsgaard, pianist og dirigent Derudover måtte hver kompinist kun sende én sang ind. Det skulle blive afgørende for, hvad der sidenhen blev et problem. Jørgen de Mylius udtalte til Ekstra Bladet: "Ideen med at indbyde alt og alle til at deltage på komponist og tekstforfattersiden har været god. Reglen har været den, at komponisterne kun måtte indsende en melodi hver. Det har åbenbart betydet, at de mange forskellige komponister rundt omkring ikke bare har dykket ned i skuffen og hevet en masse ting frem og sendt afted. Men taget den bedste" Sammensætningen betød et startfelt med masser af nye navne. Faktisk var det kun Søren Bundgaard og Keld Heick, der var de rutinerede. Selvom der på dette tidlige stadie endnu ikke var sat navne på solisterne, så var det ikke svært at gætte, at Kirsten Siggaard nok skulle synge Søren Bundgaards "Ka' du se hva' jeg sa'". Et kig på startfeltet afslører desuden, at den senere klassiker "Vi danser rock og rul" ikke er at finde. Til gengæld ses sange som "Kobberbryllups-Boogie", "Natalie" og "Start Nu". Der var dog noget, der ulmede... |
Mysteriet om familien Mounzer... Ekstra Bladet afslører: Den 5. januar 1988 indtraf skandalen. DR meddelte, at to af de udvalgte sange måtte diskvalificeres. Det drejede sig om sang nummer 4 "Natalie" af Lone Mounzer og sang nummer 10 "Start Nu" af Martin Mounzer. Begge i familie - mor og søn såmænd. Også faderen Bob Mounzer havde sendt en sang ind, men var ikke blevet udtaget. Uheldigvis kom det DR for øre, at far Bob faktisk var medkomponist på alle de indsendte sange, hvilket ikke var tilladt. I en telefonsamtale skulle Lone Mounzer have indrømmet, at hendes mand var medkomponist. Reglerne var brudt og familien blev fyret på gråt papir. Familien nægtede brud på reglerne, men der var ikke noget at gøre, selvom Lone forsvarede sig i pressen: "'Natalie' er helt og holdent min sang, som 'Start Nu' er Martins. Jeg blev ringet op mandag kl. 13.15 og fik besked om, at jeg var disket. Jeg sagde, at jeg følte det forkert og uretfærdigt. En time senere havde DR sendt en pressemeddelelse ud. Jeg fik ikke en chance for at overbevise dem om, at de tog fejl." Rygtet ville vide, at det var jurymedlem Susanne Johansen, der i sin egenskab som journalist på BT fik opsnuset, at der måtte være noget galt med sangene fra familien Mounzer. Bob Mounzer protesterede over afgørelsen, men uden held. Dermed endte det i et mareridt for familien, der startede med hele to sange i samme Grand Prix, men endte på nul. 'Natalie' skulle være fremført af Joanne Holm, mens Frank Hansen skulle have sunget 'Start Nu'. Begge sange blev dog senere udgivet på det lille pladeselskab Eldorado. Ingen i familien har siden prøvet lykken i Melodi Grand Prix. To nye sange måtte findes... |
Endnu en sang ryger! Plagiat: Blot en uge senere var den gal igen. Denne gang handlede det om det sang nummer 2 "Kobberbryllups-Boogie", som var skrevet af Per Damgaard - den ene halvdel af duoen Käte & Per. Den mindede så meget om den svenske vinder fra 1986 "E' de' det här du kallar kärlek", at DR ikke turde tage den med alligevel. Tyvstjålet? Ikke i følge Per Damgaard, der dog godt kendte den svenske sang: "Man kan ikke undgå at lade sig inspirere, mere eller mindre bevidst Det er hårfine grænser, vi har med at gøre. Jeg tror DR er blevet overforsigtige efter diskvalificeringen af de to sange i sidste uge." Med hele tre sange ude, skulle nogle nye findes i en fart. Som erstatning for 'Nathalie' fandt man 'Vi danser rock og rul', som skulle fremføres af en ung og ukendt Stig Rossen. Sangens tekstforfatter var Helge Engelbrecht, mens Jørn Hansen havde skrevet musikken. Set i bakspejlet var valget klogt, for 'Vi danser rock og rul' endte på fjerdepladsen i finalen og blev ét af 80'ernes mest kendt Grand Prix-numre - og Stig Rossen blev landskendt på en aften. 'Start Nu' blev erstattet af gruppen Sirius og sangen 'Ene', som dog ikke kunne gøre sig gældende i det lange løb. Tredje reserve var Niels Bystrups 'Til dig', som kom med i stedet for 'Kobberbryllups-Boogie'. Niels Bystrup var lykkelig, men også hans bidrag løb ind i problemer, da han ragede uklar med den oprindelige sanger Peter Frodin med hjælp af Debbie Cameron. Ingen af disse ender med at stå på scenen - i stedet springer Paul Mathiassen til i sidste øjeblik. Heller ikke 'Til dig' bliver nogen landeplage. I stedet ender Dansk Melodi Grand Prix 1988 med endnu en sejr til Kirsten & Søren og "Ka' du se hva' jeg sa'" |