EUROSONG DK
Albanien førstevælger: Alis vinder!

Lørdag aften startede Grand Prix-sæsonen officielt, da Albanien efter fire dage med "Festivali i Këngës" endelig fik afgjort den nationale finale. Og dermed kender vi også nu det første af i alt 35 bidrag, der skal dyste til næste år i Wien.
Det hedder "Nân", som på dansk betyder "Mor" og fremføres af solisten Alis, som også selv har komponeret sangen. Albanien byder atter på stor Balkan-dramatik tilsat store kor-arrangementer - bedøm selv vinderoptræden fra finalen her på siden. I skrivende stund er sangen en anelse for lang, så albanerne skal have mixerpulten i brug, så 3 minutters-reglen i Eurovision kan overholdes. Vinderen blev fundet blandt hele 23 bidrag i finalen, og både hos seerne og juryen var Alis favorit.
Skal Albanien atter i finalen?
Det var den 64. udgave af "Festivali i Këngës", der blev afgjort lørdag aften, men det var først i 2004, at Albanien havde sin debut i Eurovision Song Contest - ovenikøbet med en flot 7. plads i finalen. Allerbedste placering er stadig 5. pladsen for Rona Nishliu og "Suus" fra 2012. Siden er det (som så mange andre lande) gået lidt op og ned på succes-skalaen, hvor albanerne går i finalen på ca. hvert andet forsøg. Ofte bevæger landet sig lige omkring 10. pladsen i semifinalen. I 2025 blev dog en god sæson, da duoen Shkodra Elektronike scorede en pæn 8. plads i finalen i Basel.
Albanien 2026
Video:
Artist: Alis
Titel: Nân
Musik & tekst:
Desara Gjini & Alis Kallacej