EUROSONG DK
De hollandske arrangører har sammen med EBU nu offentliggjort den startrækkefølge, som landene skal fremføre deres bidrag ved ESC 2021. Allerede ved sidste års lodtrækning blev det bestemt i hvilken halvdel af de respektive semifinaler, som der skulle optrædes. Nu er de sidste brikker altså faldet på plads. Rækkefølgen er bestemt udfra hensyn til fx. genrer og tempo for at skabe et så dynamisk show som muligt. Derudover er der også praktiske hensyn at tage, så sceneskift mellem to lande sker så smertefrit som muligt.
Stærk start på 1. semifinale
Et velkendt trick i Eurovision-sammenhæng er altid at starte og slutte stærkt af, og det er 1. semifinale et glimrende eksempel på. To af de største favoritter Litauen og Malta får således æren af at indlede og afslutte. The Roop pirrer seernes nysgerrighed først på aftenen, mens Destiny har den fordel, at hun er frisk i seernes erindring, når der skal stemmes efter sidste sang.
Sverige har ikke den optimale startplacering som nummer fire - omvendt er Tusses "Voices" så stærk, at den svenske finaleplads ikke bør være i fare. Under alle omstændigheder var svenskerne klar over, at de var placeret i første halvdel, og al erfaring viser, at så længe sangen er stærk nok, så betyder startrækkefølgen ikke det store. Emmelie de Forest og Rasmussen er to danske eksempler på, at man sagtens kan komme sikkert i finalen, selvom man befinder sig i starten af en semifinale. I sidste ende handler det om sangen og solisten.
Til gengæld kan hverken Slovenien eller Rusland være tilfredse med deres placering så tidligt i showet. Ingen af de to er på forhånd udråbt som oplagte finalister og kan tabe lidt i seernes erindring i forhold til de direkte konkurrenter.
Optimalt for Danmark
Set med danske briller er det interessant, at Fyr & Flamme har fået startplacering nummer 17 - og dermed bliver rosinen i pølseenden i 2. semifinale. Hverkens fans eller bookmakere har på forhånd den helt store fidus til "Øve os på hinanden", men rækkefølgen kan være det afgørende held, der skal til - hvis Fyr & Flamme alligevel skal klemme sig ind blandt de ti, der kvalificerer sig til finalen. Et festligt punktum skal man ikke undervurdere - noget lignende må arrangørerne have tænkt, da de placerede danskerne til sidst.
Derudover er det også bemærkelsesværdigt, at langt størstedelen af sangene i anden halvdel er stille og indadvendte (bortset fra Finland og til dels Letland). Schweiz er storfavorit og er placeret lige foran Fyr & Flamme, men bevæger sig i en helt anden stil og tempo. Det kan faktisk give Danmark en uventet fordel, at tv-seerne begynder at afgive deres stemmer umiddelbart efter den danske sang - også set i lyset af en festlig afslutning efter mange ballader.
Eurovision Song Contest 2021 facts:
afvikles i Ahoy Arena i Rotterdam, Holland
1 semifinale: tirsdag d. 18. maj 2021
2. semifinale: torsdag d. 20. maj 2021
Finalen: lørdag d. 22. maj 2021
39 lande deltager i ESC 2021 - i forhold til sidste år har Armenien trukket sig. Hviderusland er blevet diskvalificeret.
BIG 5 (Tyskland, Storbritannien, Italien, Spanien og Frankrig) samt værtsnationen Holland er forhåndskvalificeret til finalen. De øvrige 33 lande fordeles i to semifinaler - hvoraf de ti bedste i hver kvalificerer sig til finalen.
EBU afholder ikke en lodtrækning, der skal placere landene i de to semifinaler. I stedet beholder man sidste års lodtrækning. Herefter har EBU selv valgt den endelige startrækkefølge.
Både semifinalerne og finalen afgøres efter en seer-afsteming og juryafstemning, der begge udgør 50 % af afgørelsen.
1. semifinale
2. semifinale
01. Litauen | |
02. Slovenien | |
03. Rusland | |
04. Sverige | |
05. Australien | |
06. Nordmakedonien | |
07. Irland | |
08. Cypern | |
09. Norge | |
10. Kroatien | |
11. Belgien | |
12. Israel | |
13. Rumænien | |
14. Azerbaijan | |
15. Ukraine | |
16. Malta |
01. San Marino | |
02. Estland | |
03. Tjekkiet | |
04. Grækenland | |
05. Østrig | |
06. Polen | |
07. Moldova | |
08. Island | |
09. Serbien | |
10. Georgien | |
11. Albanien | |
12. Portugal | |
13. Bulgarien | |
14. Finland | |
15. Letland | |
16. Schweiz | |
17. Danmark |