EUROSONG DK
Væk med forvirrende regler og ustabile apps - og goddag til et klarere setup og sange med et større internationalt format! Det er målsætningen for Danmarks Radio, når skuden med al for megen dansk elendighed i ballasten skal vendes til fordel for nye toner og dansk finaleplads, når Dansk Melodi Grand Prix 2024 skal afgøres i Koncerthuset d. 17. februar.
DR: Vi gør det simplere!
DRs Grand Prix-ansvarlige Erik Struve Hansen garanterer et simplere regelsæt uden forvirrende delresultater, således at de tre superfinalister udråbes direkte. Det var ét af flere kritikpunkter i 2023-udgaven, hvor de færreste egentlig forstod, hvad der foregik undervejs. Dertil satser DR stærkt på færre grafik-fejl og teknik, der ikke bryder sammen, siger Erik Struve Hansen med et glimt i øjet.
Tidligere vinder blandt deltagerne?
Men hvem skal så deltage d. 17. februar? De otte sange og solister er på plads i skrivende stund. Alt er dog stadig hemmeligt. Først i januar vil DR afsløre navne og sange på et pressemøde. Erik Struve Hansen kunne dog afsløre, at minimum én deltager har tidligere gjort sig bemærket på en Eurovision-scene. Se vores interview herunder om forberedelserne til DMGP 2024.
I årets sidste udgave af "Eurosong TV", som udkommer i slutningen af december, vil vi se tilbage på året der gik sammen med Erik Struve Hansen. Om en kaotisk aften i Næstved - og rejsen med Reiley til Liverpool.
Melodi Grand Prix 2024
Finalen afvikles i Koncerthuset lørdag d. 17. februar
Værter: Stéphanie Surrugue & Sara Bro
Otte sange deltager i Dansk Melodi Grand Prix 2024. Disse vil blive hjulpet på vej af en live-band. Det er frivilligt, om man vil benytte sig af live-muligheden.
Tre sange kvalificerer sig til superfinalen ved direkte opråb. Ingen delresultater undervejs.
Juryen har 50 % af magten i begge afstemningsrunder. Denne vil udelukkende bestå af danske og udenlandske eksperter og fans. Tv-seerne har de resterende 50 % af magten.
Vinderen af Dansk Melodi Grand Prix 2024 skal repræsentere Danmark i Malmö ved ESC 2024 i maj.