EUROSONG DK
Italiensk hymne for San Marino
I San Marino fik vi ingen overraskelse, da DJ'en Gabry Ponte helt som ventet vandt den nationale finale foran 19 konkurrenter. Det var ren juryafstemning i Eurovision-familiens mindste medlem, og de sendte altså "Tutta L'Italia" videre til Basel. Gabry Ponte er 100 % italiensk og blev lidt af en kultfigur i den netop overståede Sanremo-festival, da sangen gennem hele forløbet blev brugt som jingle eller hymne for hele showet. Dén fangede de i San Marino, og nu er sangen altså alligevel blevet til et Grand Prix-bidrag - blot for lillebror.
Lyst til at deltage? Betal ved kasse 1!
Årets udvælgelsesproces i San Marino har igen været et særligt studie. Hvor landet måske er det mindste i Eurovisions-familien, så har et hav af auditions og semifinaler bidraget til én af de mest omfangsrige nationale udvælgelser overhovedet. Langt over 200 interesserede grupper og solister (fra hele Europa) har betalt et anseligt beløb til arrangørerne for at kunne komme i fjernsynet. Heraf blev de bedste sammen med en række forhåndsinviterede altså indbudt til aftenens finale.
San Marino fik sin debut i Eurovision i 2008, og der har generelt været langt mellem de gode oplevelser. Det lille land har kun kvalificeret sig til finalen tre gange - senest i 2022 hvor Senhit sang sig videre med "Adrenalina".
San Marino 2025
Video:
Artist: Gabry Ponte
Titel: Tutta L'Italia
Musik & tekst:
Gabriele Ponte, Andrea Bonomo
& Edwyn Roberts Clark