EUROSONG DK

Overblik lørdag: Hvem vandt hvor?

Estland, Island, Kroatien og Moldova fandt deres vindere

Det er højsæson for nationale Grand Prix-finaler, hvor flere og flere nationer bliver klar med de bidrag, vi får lov til at opleve i Rotterdam. Denne weekend bød på en lang række vindere rundt om i Europa, og her får du det hurtige overblik.


Estland: Revanche for Uku

Aftenen startede i Saku Suurhall i Estland, hvor tolv artister kæmpede om at nå det forjættede land i Rotterdam. Vinder blev Uku Suviste med "What Love Is". Dermed tog Uku revanche for sidste år, hvor han akkurat blev slået på målstregen af Victor Crone.


En international jury (bl. a. bestående af danske Mads Enggaard) barberede i første omgang de tolv artister ned til tre superfinalister, hvorefter de estiske seere klarede resten. Foruden Uku Suviste bestod superfinalen af forhåndsfavoritten Jaagup Tuisk og Anett & Fredi. Uku endte med at vinde ganske overbevisende, og dermed bliver det hans opgave at repræsentere Estland ved ESC 2020.

Uku Suviste for Estland

Moldova: Sejr til storfavoritten

Siden de åbne auditions i starten af februar har det været en kendsgerning, at Natalia Gordienco måtte regnes som storfavorit med den dramatiske "Prison", som iøvrigt er skrevet af den russiske Grand Prix-konge Phillip Kirkorov sammen med Sharon Vaugh. Hun er i øvrigt også sangskriver bag den estiske vinder, og dermed oplevede Vaughn at blive dobbelt Grand Prix-vinder på få minutter.


Natalia Gordienco har allerede prøvet det internationale Grand Prix-cirkus, for hun var nemlig med hos gruppen Arsenium, der deltog for Moldova i Athen i 2006. 

Natalia Gordienco for Moldova

Kroatien: Tæt kamp om førstepladsen

Anderledes tæt blev det i Kroatien, hvor DORA 2020 bestod  af 16 sange. Efter en drabelig dyst endte det med sejr til Damir Kedzo og den klassiske storladne Balkan-ballade "Divlji vjetre". Der var lige så mange points til Mia Negovitic, men da Damir Kedzo havde fået flest points fra tv-seerne, talte det mest i det samlede regnskab.

Damir Kedzo for Kroatien

Island: Sejr til Daði & Gagnamagnið

Sidst på aftenen nåede vi også til vejs ende på Island, hvor finalens fem deltagere var fundet via to semifinaler. Den specielle gruppe Daði & Gagnamagnið har tidligere opnået en utaknemmelig andenplads tilbage i 2017, men i år gik gruppen hele vejen.


Vinderbidraget er hele vejen igennem blevet fremført på islandsk (ganske som reglerne siger), men i superfinalen blev teksten ændret til engelsk, og dermed kommer den islandske vindersang til at hedde "Think About Things", når gruppen går på scenen i Rotterdam. 

Daði & Gagnamagnið for Island


Estland 2020


Video:

Artist: Uku Suviste

Titel: What Love Is

Musik & tekst:

Uku Suviste & Sharon Vaughn

Moldova 2020


Video:

Artist: Natalia Gordienco

Titel: Prison

Musik & tekst:

Dimitris Kontopoulos,

Philipp Kirkorov & Sharon Vaugh

Kroatien 2020


Video:

Artist: Damir Kedžo

Titel: Divlji vjetre

Musik & tekst:

Ante Pecotić

Island 2020


Video:

Artist:

Daði & Gagnamagnið

Titel: Think About Things

Musik & tekst:

Daði Freyr Pétursson