EUROSONG DK
Blot få dage efter at Hviderusland afslørede deres bidrag, er deltagelsen kommet i alvorlig fare. EBU reagerer nu på gruppen Galasy ZMesta og "Ya nauchu tebya (I'll Teach You)", der som mange kritikere mener, er en hån mod protestbevægelsen og dermed en blåstempling af diktatur-styret ledet af præsident Lukasjenko.
EBU mener ikke, at sangen overholder reglen omkring politiske budskaber. Derfor er tv-stationen i Hviderusland BTRC blevet bedt om at omskrive sangen markant eller helt at fjerne den fra konkurrencen. I skrivende stund kender vi ikke modtagelsen af budskabet i Hviderusland, men forsangeren i bandet har til russiske medier udtalt, at de hellere vil trække sig end at lave sangen om.
Reaktionen fra EBU kommer efter voldsomme protester fra Grand Prix-fans, hvor den officielle video fik en overvældende negativ modtagelse.
"Jeg vil lære dig at danse efter melodien" og "Jeg vil lære dig at gå langs linien" er blot nogle linier i sangen, som synges på russisk. Den fremføres af gruppen Galasy ZMesta, som oprindeligt blev dannet netop på baggrund af den stigende uro i landet - som et "satirisk blik, der hverken er for eller imod demonstanterne", som gruppen udtrykker det.
Hviderusland 2021
Video:
Artist: Galasy ZMesta
Titel: Ya nauchu tebya
(I'll Teach You)
Musik & tekst:
Galasy ZMesta