EUROSONG DK
Veronica Fusaro synger om "Alice"

Sidste års værtsland Schweiz har også præsenteret den fulde pakke for omverdenen. Tilbage i januar blev det kendt, at alpelandet i år bliver repræsenteret af Veronica Fusaro, og onsdag stod det så klart, at hendes bidrag hedder "Alice". Nummeret er faktisk en opdateret udgave af en skæring, som allerede er en del af hendes seneste album "Looking For Connection".
Udvalgt blandt 493 mulige
Ganske som de senere år har Schweiz været igennem en længere proces på de interne linjer, hvor både en national såvel som en international jury har "pløjet" sig igennem hele 493 indsendte bidrag. I sidste ende blev det så "Alice", som opnåede flest point og dermed bliver schweizernes bidrag i Wien. Her skal de dyste i 2. semifinale - altså sammen med fx. danske Søren Torpegaard Lund. Det er værd at bemærke, at svenske Fredrik "Benke" Rydman kommer til at hjælpe på sceneshowet i Wien. Han er allerede "ansat" af flere delegationer i år - og har tidligere assisteret på vindersange som "Heroes" (2015) og "The Code" (2024).
Veronica Fusaro er en 28-årige singer-songwriter og skal forsøge at skaffe Schweiz endnu en finaleplads. Landet har været i finalen hver eneste gang siden 2019.
Schweiz 2026
Video:
Artist: Veronica Fusaro
Titel: Alice
Musik & tekst:
Veronica Fusaro & Charlie McClean